Din gamle mobiltelefon skal ikke i skraldespanden!

Sådan lyder budskabet i TDC Group og YouSees nye kampagne til fordel for Børns Vilkår.

YouSee og TDC Group kan i år markere 30 års samarbejde med Børns Vilkår, og vil derfor rejse endnu flere midler til organisationen.

I den forbindelse har TDC Group igangsat en landsdækkende indsamling af gamle mobiltelefoner – et initiativ der netop giver anledning til at sætte fokus på det store ressourcespild, det er at have mobiltelefoner liggende hjemme i skuffen.

Det er ikke mange, der tænker over hvor meget en mobil forurener, hvis det bliver smidt ud frem for at blive genbrugt eller genanvendt. Faktisk bliver der smidt ca. 65.000 tons mobiltelefoner ud hvert år. En vægt svarende til 455 blåhvaler. Dertil kræver det 26 kg af Jordens ressourcer at producere en mobil på 100 g, så derfor er hver genbrugte telefon en gevinst for miljøet.

Kun 15 procent af de telefoner, som hvert år bliver smidt ud, genanvendes. Og det er langt fra imponerende, påpeger Michael Jacobsen fra YouSee, og fortsætter ”I dag fokuserer vi på genbrug inden vi genanvender de enkelte komponenter i telefonerne. Sammen med Børns Vilkår opfordrer vi alle til at donere gamle mobiltelefoner, så vi kan genbruge dem. De penge, som telefonerne er værd, går til Børns Vilkår, som udvikler nye redskaber til, at forældre kan hjælpe deres børn til et godt digitalt liv uden mobning og eksklusion. På denne måde kan de gamle mobiler være med til at sikre et godt og positivt fællesskab blandt børn på nettet”.

Her ser YouSee CLIMATE PLANET som et helt unikt sted at fortælle, hvorfor der skal passes på klimaet og vores børn, og giver CLIMATE PLANETs gæster muligheden for at donere deres gamle mobiltelefoner i YouSees container i oplevelsesområdet.