Skal du og din klasse en gratis tur i rummet?

 

Den 6., 8. og 9. juni inviterer Dansk Retursystem 2700 skoleelever i 4.-7. klasse en tur i CLIMATE PLANET med alt betalt. De vil nemlig gerne være med til at uddanne fremtidens borgere i klimaforandringer og bæredygtighed.

 Den 6., 8. og 9. juni kan over hundrede 4.-7. klasser komme en tur i CLIMATE PLANET til en forestilling i globen på Århus havn, hvor de kan se klodens klimamæssige udvikling fra før den Industrielle Revolution og ud i fremtiden. Efter forestillingen kan eleverne deltage i en række aktiviteter, som har fokus på undersøgelse, innovation og læring. De kan f.eks. tage en tur i Dansk Retursystems container og opleve, hvordan det er at være en dåse eller flaske, som bliver sendt til genanvendelse via flaskeautomaten. Eller de kan deltage i aktiviteten Build the Change, som er udviklet af LEGO®.

Det starter med børnene

Det er Dansk Retursystem, som sponsorerer adgangen for de 2700 elever og deres lærere. Det gør de, fordi børnene er fremtidens borgere, forbrugere og beslutningstagere. Derfor er det afgørende, at de bliver uddannet bedst muligt i forhold til klimaforandringer og bæredygtighed, bl.a. om genanvendelse og Jordens ressourcer, hvis en fremtidig grøn omstilling skal lykkes.

Nyt undervisningsmateriale om klima og genanvendelse

Ud over forestillingerne i CLIMATE PLANET, tilbyder Dansk Retursystem gratis undervisningsmateriale om miljø, klima og genanvendelse. Materialet er udviklet i forbindelse med CLIMATE PLANET, men det handler ikke om CLIMATE PLANET, så det kan sagtens bruges, selvom der ikke er aflagt besøg i udstillingen.

Udover materialet fra Dansk Retursystem, kan der arbejdes med undervisningsmateriale samlet og skabt i samarbejde med GoGreenWithAarhus, FO-Aarhus, Affaldsskolen & Århus Stiftstidende, som allerede er tilgængeligt og kan bruges i fagene Natur/teknologi og Geografi.

 

Læs mere om skoledagene og download materiale her.